SAS slutter sig til de regionale flyselskaber
09-02-2017
SAS har tilsluttet ERA, der er sammenslutningen af regionale europæiske flyselskaber i Europa.

Efter at SAS har meldt sig ud af Association of European Airlines og stadig tøver med at melde sig ind i Airlines for Europe (A4E), så har det skandinaviske flyselskab i mellemtiden tilsluttet sig de regionale flyselskaber i Europa.

Det er divisionen SAS External Production, der tilsyneladende føler en samhørighed med de regionale flyselskaber i European Regions Airline Association (ERA), og SAS er samtidig det tredje flyselskab, der i løbet af de seneste uger har meldt sig under ERA´faner.

Årsagen til interessen for at blive forenet med de regionale flyselskaber skal findes i det faktum, at SAS External Production indlejer kapacitet fra selskaber som CityJet og Flybe, der begge er medlemmer af organisationen.

“Vi mener, at det er vigtigt for SAS at være medlem af ERA. De fleste af vores strategiske partnere på wetlease er medlemmer af denne organisation. Regionale flyselskaber er vigtige for luftfartsindustrien og for SAS. Derfor er det vigtigt, at vi er repræsenteret samme sted som vores partnere,” siger Mikael Wångdahl, der er direktør for SAS External Production.

SAS sammen med leverandørerne
Hos ERA er der også glæde over, at have fået SAS ind som medlem af organisationen, der i dag tæller 53 flyselskaber og 138 lufthavne i Europa.

“SAS har en innovativ forretningsmodel for selskabets korte ruter i de europæiske rutenetværk, der omfatter partnerskaber med mange af vores medlemmer, så deres involvering i ERA giver absolut mening, og det glæder mig at byde dem velkommen i organisationen. Vi ser i den grad frem til at repræsentere interesserne for SAS External Production i vores arbejde,” siger Simon McNamara, der er direktør for ERA.

De øvrige nordiske flyselskaber, der er medlem af ERA er Air Greenland, Air Iceland, Atlantic Airways, Braathens Regional Airlines (BRA), Cimber, Danish Air Transport, Jet Time, Nordic Regional Airlines (Norra), West Atlantic Cargo Airlines samt Widerøe. Blandt de øvrige medlemmer er Vagar Lufthavn, Aarhus Lufthavn, Skyways Technics i Sønderborg samt Nordic Aviation Capital i Billund.

 

Relaterede artikler:

SAS tøver med at tilslutte sig politisk samarbejde

Aarhus melder sig under de regionale faner

Tredje nordiske flyselskab i A4E

International hæder til dansk luftfartsdirektør

SAS overvejer medlemskab af A4E

© Copyright 2010 - Vejle Rejser
Travelmarket Interactive