Finnair øger til Rusland
09-02-2017
Mens SAS har reduceret flyvningerne til Rusland, går Finnair den modsatte vej og øger med 13 nye afgange om ugen fra begyndelsen af april.

Den 5. september sidste år fløj SAS for sidste gang til Moskva. Første lukkede selskabet ruten fra København til den russiske hovedstad, og derefter var det ruten fra Stockholm til Moskva, der blev aflivet.

Det vil Finnair nu kunne drage fordel af, når selskabet den 10. april øger fra én til to daglige afgange mellem Helsinki og Moskva. Senere i april vil Helsinki indsætte yderligere seks ugentlige afgange på ruten fra Helsinki til Sankt Petersborg, således at der vi blive tilbudt 20 ugentlige afgange til den populære russiske krydstogtsby.

Finnair benytter E190-fly med 100 sæder på ruten til Moskva, mens det er ATR72-fly med plads til 72 passagerer, der betjener Sankt Petersborg-ruten.

“Disse nye flyvninger skaber et grundlag for endnu bedre flyforbindelser for det stigende antal rejsende mellem Rusland og USA via Helsinki, og det giver også vores russiske kunder en forbedret tilgængelighed til vores europæiske og asiatiske destinationer,” siger Juha Järvinen, der er kommerciel koncerndirektør hos Finnair.

SAS i joint-venture til Moskva
Mens SAS i 2016 har lukket selskabets ruter til Moskva, kan det skandinaviske flyselskab alligevel inden længe tilbyde flyvninger til den russiske hovedstad. Der sker gennem joint-venture samarbejdet med Singapore Airlines, der 30. maj åbner en rute mellem Stockholm og Singapore med teknisk mellemlanding i Moskva. Der er trafikrettigheder mellem Stockholm og Moskva, således at det er muligt fem gange om ugen at flyve på et SAS-rutenummer til Moskvas Domodedovo-lufthavn med et splinternyt Airbus A350-fly.

Til Sankt Petersborg flyver SAS fortsat året rundt fra Stockholm med op til seks ugentlige afgange i højsæsonen. Derimod er der ikke længere flyforbindelse mellem København og Sankt Petersborg i vinterhalvåret, mens der til gengæld flyves tre gange ugentligt på ruten i højsæsonen.

Aeroflot flyver året rundt to gange dagligt til Moskva-Sheremetyevo fra henholdsvis København, Stockholm, Oslo og Helsinki.

 

Relaterede artikler:

SAS stopper med at flyve til Moskva

Moskva får fjerde kommercielle lufthavn

SAS lukker ni ruter i 2016

SAS skærer ned på Ruslands-trafik

Finnair skruer ned for Rusland-trafik

© Copyright 2010 - Vejle Rejser
Travelmarket Interactive