SAS er tilbage på vækstsporet
09-05-2017
For første gang siden 2008 har SAS transporteret flere end 13 mio. passagerer i de første seks måneder af regnskabsåret.

SAS flyver med flere passagerer, end det har været tilfældet i rigtig mange år. I de første seks måneder af regnskabsåret 2016/17 har 13,2 mio. passagerer benyttet det skandinaviske flyselskab, og det er samtidig en stigning på 6,7 procent i forhold til samme periode året før.

Det er også første gang siden 2008, at så mange passagerer har fløjet med SAS i en seks måneders periode fra 1. november til 30. april. I 2008/09 var der 13,0 mio. passagerer, der valgte SAS i denne periode, og de følgende år var præget af passagertilbagegang, inden SAS i 2013/14 indledte en ny offensiv, der i løbet af de seneste seks måneder er kulmineret men en fremgang på hele 834.389 passagerer på blot seks måneder.

“Det er glædeligt, at flere vælger SAS, og at vi har fået et rigtig god respons på sommertrafikprogrammet med øget kapacitet og flere nye destinationer. Det viser, at vores bestræbelser på at opfylde den stigende efterspørgsel efter fritidsorienterede  ruter, fungerer godt og styrker vores allerede omfattende netværk til, fra og indenfor Skandinavien,” siger Rickard Gustafson, der er koncernchef i SAS.

Udvikling i antal passagerer (nov-apr) fra 2004/05 til 2016/17

Finansår Total Nov Dec Jan Feb Mar Apr
2016/17 13.231.184 2.401.543 2.045.370 1.929.306 2.015.518 2.450.881 2.388.566
2015/16 12.396.795 2.242.130 1.851.191 1.756.572 1.963.958 2.250.735 2.332.209
2014/15 12.083.304 2.161.433 1.813.675 1.670.412 1.828.009 2.396.972 2.212.803
2013/14 11.851.098 2.093.206 1.669.295 1.663.115 1.772.266 2.227.780 2.425.436
2012/13 11.537.554 2.142.120 1.628.148 1.666.075 1.799.995 2.079.433 2.221.783
2011/12 11.694.240 2.106.475 1.694.326 1.695.950 1.865.136 2.222.670 2.109.683
2010/11 11.241.239 2.017.131 1.671.309 1.614.541 1.762.686 2.125.600 2.049.972
2009/10 10.089.314 1.884.736 1.517.444 1.520.069 1.678.361 2.054.456 1.434.248
2008/09 10.960.476 2.033.399 1.652.280 1.586.552 1.676.196 2.008.733 2.003.316
2007/08 13.002.417 2.286.323 1.817.700 1.946.700 2.113.085 2.270.675 2.567.934
2006/07 12.613.915 2.323.919 1.829.475 1.898.412 1.931.743 2.445.517 2.184.849
2005/06 12.486.574 2.311.812 1.922.968 1.789.924 1.934.686 2.358.830 2.168.354
2004/05 11.878.350 2.090.221 1.780.781 1.781.076 1.832.256 2.121.252 2.272.764

 

Faldende enhedsindtægter
Selvom det er positivt, at der er passagerfremgang og flere passagerer i flyene, så handler det i sidste ende om, hvor meget passagererne betaler for billetterne. Og det bliver mindre og mindre, da yielden (den gennemsnitlige indtægt per passagersædekilometer, red.) faldt med nominelt syv procent i april måned, og har været faldende gennem de seneste mange måneder.

“Selvom efterspørgslen er stigende, bliver det operative miljø stadig mere udfordrende med yielden på et historisk lavt niveau,” skriver SAS således i kommentarerne til trafiktallene fra april måned.

SAS forventer, at væksten i den udbudte kapacitet i 2016/17 vil blive på mellem seks og otte procent som følge af, at helårseffekten fra de nye interkontinentale ruter vil slå igennem, samt at de fly, som A320neo-flyene afløser, har færre sæder ombord. SAS forventer for hele året, at antallet af flyvninger vil stige med omkring to procent.

 

Relaterede artikler:

SAS flyver flere passagerer til lavere billetpriser

SAS og Norwegian har byttet roller

SAS holder Norwegian bag sig lidt endnu

Rekordhøj belægning hos SAS og Norwegian

SAS og Finnair med fyldte fly

© Copyright 2010 - Vejle Rejser
Travelmarket Interactive