Europæisk lavprisflyselskab vokser med 83 procent
15-05-2017
Med en passagervækst på 83 procent udfordrer de tyske Eurowings-selskaber Norwegian i rollen som Europas tredjestørste lavprisflyselskab.

De traditionelle lavprisflyselskaber er kendt for tocifrede vækstrater, men det er intet at sammenligne med, hvad Lufthansa-datterselskabet Eurowings opnåede i april måned.

Eurowings, der omfatter de såkaldte point-to-point flyselskaber i Lufthansa-koncernen, havde i april måned 2,555.000 passagerer ombord på flyene, hvilket var en stigning på 83 procent i forhold til samme periode året før. Udover Eurowings indgår Germanwings og Brussels Airlines også i tallene.

Den markante stigning hænger sammen med, at Lufthansa-Gruppen i efteråret indgik en aftale med airberlin om at wetlease 38 fly af typen Airbus A320-200 for en seksårig periode. Disse fly er blevet indsat i trafikprogrammet hos blandt andet Eurowings i slutningen af marts måned, og fire af flyene er blevet stationeret på en ny base i München Lufthavn, hvorfra Eurowings for seks uger siden åbnede 32 nye ruter med samlet 89 ugentlige afgange.

Med den voldsomme ekspansion kan Wings-selskaberne i løbet af kort tid vokse sig større end Norwegian, hvorfor den tyske opkomling kan fravriste nordmændene tredjepladsen i kampen om at have flest passagerer blandt lavprisflyselskaberne i Europa. I april rejste 2.638.229 passagerer med Norwegian, der således kun var lidt flere end 83.000 passagerer foran den tyske lavprisgigant.

Det ventes, at Brussels Airlines i løbet af den kommende tid vil blive fuldt integreret i lavpriskonceptet hos den tyske luftfartskoncern. Således har Lufthansa allerede i sommeren 2014 registreret domænenavnet Brusselswings, som ventes at blive det nye navn for det belgiske flyselskab.

Lufthansa afviser Ryanair-udfordring
Udover den markante fremgang hos Eurowings-selskaberne kunne Lufthansa rapportere om en samlet stigning på 25,1 procent i passagertallet, hvilket bragte antallet af rejsende i april op på næsten 11,2 millioner. Samlet har 36,4 mio. passagerer år til dato rejst med flyselskaberne i Lufthansa-gruppen, hvilket svarer til en fremgang på 16,5 procent.

Lufthansa-Gruppen har i mange år været den største luftfartskoncern i Europe, men den titel overtog Ryanair sidste år, når man måler på antallet af passagerer. Men tyskernes rekordvækst betyder, at man er lige i hælene på det irske lavprisflyselskab, der med 37,67 mio. passagerer i årets fire første måneder således kun har et forspring på 1.370.000 passagerer.

Gruppens neværksflyselskaber henholdsvis Lufthansa, SWISS og Austrian havde isoleret set også pæne stigninger i april og repræsenterede samlet en vækst  på 12 procent og samlet 5,9 procent år til dato.

 

Relaterede artikler:

Fortsat tocifret lavprisvækst

Eurowings fortsætter storoffensiv

Lufthansa overtager resten af Brussels Airlines

Eurowings åbner 32 nye ruter fra München Lufthavn

Overlevelsesplan: Airberlin reducerer flåden fra 127 til 75 fly

SAS kan komme til at hedde Scandinavianwings

© Copyright 2010 - Vejle Rejser
Travelmarket Interactive