AirAsia X vil indrette A330 med 440 sæder
19-06-2017
Med beslutningen om at indsætte 440 sæder i de nye A330-900neo er det ikke længere sandsynligt, at AirAsia X kommer til Europa og Skandinavien i 2018.

Det malaysiske lavprisflyselskab AirAsia X afgav i sommeren 2014 under det store Farnborough Airshow ordre på ikke færre end 50 eksemplarer af A330-900neo, der forventes at ramme markedet i 2018. Senere blev ordren løftet med yderligere 16 fly af samme type, således at AirAsia X kommer til at aftage 66 ud af 204 bestilte fly af denne variant.

Oprindeligt var det planen, at AirAsia X ville få flyene leveret i en toklasses konfiguration, men nu har selskabet besluttet, at de første leverancer skal være med en såkaldt “high density” kabine, hvor der er plads til ikke færre end 440 passagerer. Det rapporterer den anerkendte luftfartsanalytiker Will Horton fra CAPA-topmødet i Kansai International Airport i Osaka.

Med denne beslutning bliver det angiveligt svært for AirAsia X at opfylde løfterne om at lavprisflyvninger fra Kuala Lumpur til London, Paris og sidenhen Skandinavien. A330-900neo har en masksimal rækkevidde på 12.130 kilometer ved en konfiguration med 287 sæder, og med 153 ekstra sæder kan det blive vanskeligt at gennemføre den 10.550 kilometer lange flyvning fra Kuala Lumpur til London.

AirAsia X har tidligere fløjet lavprisruter fra Kuala Lumpur til Paris-CDG og London-Gatwick med A340.300, der har en noget længere rækkevidde, men disse ruter måtte lukke i marts 2012 som følge af en dårlig ruteøkonomi grundet de høje brændstofpriser.

Ny rekord
AirAsia X er beskæftiger i dag 22 A330-300, der er indrettet med 12 premium-sæder samt plads til 365 passagerer på Economy Class med en sædeafstand på 32 tommer. Her er der således ni sæder på tværs i kabinen.

Hos SAS er der plads til 266 passagerer i selskabets A330-fly, der er indrettet i en konfiguration med tre serviceklasser, mens Thomas Cook Airlines Scandinavia har en all-economy version med plads til 396 passagerer.

Rekorden har indtil videre to filippinske flyselskaber. Først fik lavprisflyselskabet Cebu Pacific Air leveret nye A330-fly indrettet med 436 flystole med 30 tommers sædeafstand, og sidenhen fulgte Philippine Airlines med samme flytype, hvor der er plads til 414 passagerer i en toklasses konfiguration med 39 på Premium Economy og 375 i Economy-kabinen.

 

Relaterede artikler:

AirAsia X: Vi kommer til Europa i 2018

AirAsia X forbereder tilbagevenden til Europa

AirAsia X leder efter europæisk partner

AirAsia X vil igen tilbyde lavprisruter til Europa

Asiatere vil flyve lavpris til Skandinaven med ny Airbus-model

© Copyright 2010 - Vejle Rejser
Travelmarket Interactive